Over halvdelen af elever med ADHD består ikke folkeskolen

Af Aksel Zakarias, Anne Amalie Okkels, Mikkel Brandt og Laura Haaning Sigh

En bestået afgangseksamen i 9. klasse er ret væsentlig for at kunne komme videre i uddannelsessystemet – ja egentlig videre i livet. Det er der heldigvis også ni ud af ti af eleverne i de danske folkeskoler, der lykkes med at få. For de ca. 3 procent af eleverne i folkeskolen, der har ADHD, er tallet dog et lidt andet. I denne gruppe var det i skoleåret 17/18 kun 37 procent, der fik mindst 02 i folkeskolens afsluttende prøver. Over halvdelen af eleverne med ADHD, får altså ikke den afgangseksamen, der gør, at de kan komme videre i uddannelseslivet.

Beståelsesprocenten er generelt lavere for elever med psykiatriske diagnoser. Den er dog særligt lav for elever med ADHD, der også er den mest udbredte børnepsykiatriske diagnose. På ti år fra 2006 til 2016 skete der en stigning i antallet af børn med diagnosen på knap 18.000, og i dag er der i gennemsnit ca. en elev med ADHD i hver skoleklasse. Derfor mener nogle eksperter, at det er vigtigt at blive klogere på, hvordan vi får elever med ADHD bedre gennem folkeskolen, så vi måske kan få ændret på, at det i 2019 ifølge Arbejdernes Erhvervsråd kun var godt en tredjedel af de 25-årige med ADHD, der havde fuldført en ungdomsuddannelse.

Det ser dog ud til, at der er håb for eleverne med de psykiatriske diagnoser. Fra 2011 til 2018 steg andelen af elever, der bestod folkeskolen med 10 procentpoint. Fra at 38 procent bestod i 2011 til, at der i 2018 var 48 procent af eleverne med psykiatriske diagnoser, der bestod folkeskolen.

Derfor har vi hos Frirum valgt at fokusere på ADHD og hvad der sker, når man som person med ADHD ikke består folkeskolen, så vi forhåbentlig i fællesskab kan blive klogere på, hvorfor det er sværere at bestå folkeskolen med denne diagnose, hvilke konsekvenser det kan have, og hvad man måske kan gøre for at give elever med ADHD bedre mulighed for at bestå folkeskolen. 

Vi vil gerne høre historier fra flere involverede, så sagen belyses fra flere sider. Derfor håber vi, at I også vil bidrage med jeres erfaringer til et mere nuanceret billede af de udfordringer, man kan stå overfor som person med ADHD.